Les Arcs, Frankrig, uge 3

Turen med de 4 årstider

Af ”Kvart” Louise Jensen 

Billeder er af både Louise Jensen (Kvart) og Lise Dokkedahl Christensen   

Forventningerne var høje og glæden var ustyrlig, da lørdag nat endelig oprandt og tiden var inde til at rejse mod Kastrup Lufthavn. Her ventede min bedste veninde Lise, en stor forsamling af gode venner og kommende bekendtskaber. Alle klar til at deltage i årets kræwskitur.  

Efter en lang busrejse, præget af høj stemning og en buschauffør, der mente vi skulle en lille omvej, nåede vi frem til vores store hotel på bjergsiden i Arcs 2000. Personalet på hotellet var venligt og hjælpsomt, og i løbet af ugen blev de endnu bedre til at blande drinks i baren. Der var mange muligheder for sociale aktiviteter, herunder kasinoaften, "Cabaret"-show og karaokeaften. Var man ikke lige til dette, kunne man se kroningen, se håndboldkampe, deltage i den velkendte Austin's musikquiz. Vores værelser var også perfekte til afslappende stunder, og de indbød til "tour de chambre" med gin & tonic, portvin, øl og masser af hyggelig snak om dagens oplevelser. 

Vi startede med halvanden dag med skiløb i godt vejr, hvor det nye område viste sig fra sin bedste side med sol, god sne og rigeligt af det. Det blev hurtigt tydeligt, at området var stort, og pisterne var en blanding af brede og smalle, stejle og mindre stejle, samt pister med og uden pukler i alle tænkelige kombinationer fordelt på 200 km. Og skulle man virkelig på tur, kunne man altid besøge det nærliggende område La Plagne.  

 

På anden dagen begyndte det at sne, og vejret ændrede sig markant. Derfor var forventningerne store til at stå på ski i puddersne hele onsdagen. Desværre blev nogle af os skuffede, da vejrguderne mente, at det var tid til at prøve at stå på ski i regnvejr. Dette gav plads til at udfordre sig teknisk med de nye sneforhold (nyfalden sne og regnvejr). Og ja! Her skal skiene meget mere ned af bakken end forventet. 

Til aften ændrede vejret sig igen til sne, men denne gang fulgt af vinden. Dette præsenterede os for nye udfordringer. Inden sengetid blev vi advaret om, at ingen måtte bevæge sig ud på pisterne før åbningstid. Vi blev vækket af lyden af lavinesprængninger, og det betød desværre, at torsdagen primært bestod af skiløb på få åbne pister ved den eneste åbne lift. Det blev primært til en dag med spilhygge og afslapning. 

 

 

Forhåbningerne var store, da vi stod op fredag morgen. Trods -15 grader bød dagen igen på godt vejr, denne gang med betydeligt mere sne i hele området. Vi blev endnu engang vækket af sprængningslyden, og der blev arbejdet hårdt på at gøre skiområdet klar til en skøn skidag. Det lykkedes! Vi var derfor en mindre flok, der vi begav os ud på den store ekspedition efter en bestemt restaurant (Le Kitz) i det fjerneste hjørne af området. Ikke fordi der ikke var virkelig mange lækre spisesteder gemt rundt i terrænet, for det var der, men denne havde vi fået anbefalet. Og nej! Vi blev absolut ikke skuffet, for det var lækker mad. 

Turen omfattede, som traditionen byder det, undervisning for alle niveauer tre formiddage/eftermiddage af det velkendte instruktørteam bestående af Kasper, Jesper, Jonathan (Marlene) og Anders. De guidede os kyndigt gennem ugens varierende vejrforhold, hvilket gjorde os alle til bedre skiløbere. Derudover havde vi mulighed for at deltage i forskellige workshops, herunder skiløb i regnvejr i dyb sne, Cardo kommunikation i skihjelmen og prøve kræfter med snowboard.  

 

 

Efter en fantastisk uge med skiløb, godt selskab, masser af grin og for nogle også en omgang sygdom, var det tid til at vende næsen hjemad for de fleste. Mens størstedelen af selskabet skulle hjem fra Lyon lufthavn (som åbenbart ikke var klar til, at skisæsonen var startet!), måtte andre tilbringe nogle ekstra dage i området, med skiftende hoteller, indtil de kunne få fat i en lånebil, der kunne bringe dem tilbage til Danmark. 

Det var en uforglemmelig tur i de franske Alper, og jeg ser uden tvivl frem til endnu en tur i 2025!