- Information
- Indkvartering
- Transport
- Området
- Undervisning
- Priser
- Tilmelding

Mød nye og gamle skivenner i Danmark – sæsonkickoff på BGIs dryslope
Vi har i samarbejde med BGI fået mulighed for at invitere medlemmer af Din Skiklub til en hyggelig eftermiddag på BGI Snowsport Arena.
Her kan du hilse på nogle af de skivenner, du mødte sidste vinter – og måske møde nogle af dem, du skal afsted med i den kommende sæson.
Vi tager også nogle af klubbens turledere med, så du kan høre mere om vinterens ture og få en snak om mulighederne, hvis du endnu ikke har besluttet, hvor du skal på ski.
BGI’s dryslope er ikke det samme som skiløb på sne. Men det er en sjov måde at få ski under fødderne igen – og arrangementet er for skiglade legebørn i alle aldre.
Det er særligt oplagt, hvis du:
- er helt ny på ski
- gerne vil have skifølelsen tilbage inden vinteren
- vil teste nye skistøvler
- eller bare har lyst til en hyggelig eftermiddag med andre fra klubben
Vi tænder op i grillen, sætter afterskimusik på anlægget og sørger for varm kakao. Så der er lagt op til en hyggelig eftermiddag med ski og klubfællesskab.
Normalprisen på BGI er 50–75 kr. i timen plus skileje. Denne dag inviterer Din Skiklub medlemmerne med helt gratis.

Indkvartering
Denne gang nyder vi en af de få muligheder for at stå på ski i Danmark – så for en gangs skyld er der hverken brug for hotel, hytte eller en lang køretur mod Alperne.
Vi mødes ved BGI Snowsport Arena, Gramvej 3, 8783 Hornsyld den 15. november kl. 12.00-15.30.
BGI er Danmarks største efterskole og har blandt andet en skilinje, hvor eleverne kan uddanne sig til skiinstruktører.

Transport
Adressen er BGI Snowsport Arena, Gramvej 3, 8783 Hornsyld
Transport til BGI foregår på egen hånd.
BGI ligger et stykke ude på landet, så mulighederne med kollektiv trafik er begrænsede. Det er dog muligt at komme dertil med bus fra Horsens.
De fleste vil formentlig vælge bilen. Der er gode parkeringsmuligheder ved BGI samt mulighed for opladning af elbil.

Skiområdet
En dryslope er ikke sne – men det er noget af det tætteste, vi kommer på rigtig skiløb i Danmark.
BGI’s anlæg består af tre områder:
- Begynderbakken – velegnet til mindre børn og helt nye skiløbere
- Den store bakke – med to tallerkenlifter, to almindelige pister og et pukkelområde
- Freestyleområdet – til dig, der har lyst til hop, park og jib
Man kører på almindeligt skiudstyr, og du er velkommen til at tage dit eget grej med.
Underlaget reagerer lidt anderledes end rigtig sne, og vi anbefaler derfor kortere ski end normalt. Dryslope slider desuden mere på skiene, så de vil typisk have godt af en service bagefter.
Det er muligt at låne ski på stedet. Så lad gerne de nyvoksede ski og de fineste racecarvere blive hjemme – men tag meget gerne dine egne skistøvler med.

Undervisning
Der er ikke organiseret skiundervisning som på vores klubture.
Til gengæld vil der være instruktører og erfarne klubmedlemmer til stede, som gerne hjælper dig i gang, hvis du er ny på ski eller bare lige skal have følelsen tilbage.

Pris
Voksne: 0 kr.
Børn: 0 kr.
Prisen inkluderer adgang til dryslope og lån af ski fra kl. 12.00–15.30.
Ønsker du også at prøve BGI’s skibånd, skal det bookes og betales separat direkte hos BGI.
Vi sørger for lidt fra grillen og drikkevarer. Der opkræves ikke betaling, men hvis du har lyst, vil det være muligt at sende et frivilligt bidrag via MobilePay til klubbens udgifter på dagen.

Tilmelding og betaling
- Tilmelding forudsætter medlemskab af Dinskiklub.dk. Hvis du ikke er medlem, skal du først melde dig ind i klubben. Se hvordan under “Medlemsskab“.
- Din og alle dine underprofilers navn, adresse, fødselsdag, tlf., e-mail etc. skal være opdateret inden du tilmelder jer.
- Du tilmelder dig og din familie via linket til venstre. Vælg den skitur du gerne vil tilmelde dig/jer og gennemfør tilmeldingsformularen.
- Du kan se turen her og finde listen over tilmeldte. Straks efter korrekt tilmelding vil du kunne finde dit navn der.
Forsikring
Din skiklub anbefaler alle deltagere at tegne en privat forsikring for ski og rejse samt evt. ulykke, afbestilling pandemi eller lign. Derudover er du som medlem af Din Skiklub med i skiklubbens forsikring under Dansk Skiforbund. Se mere om forsikringen
Du er velkommen til at kontakte turlederne, hvis du har spørgsmål til turen.
Kristoffer Thorn Poulsen, 42439878, skrivtilkristoffer@gmail.com
