Af Karina Grøn Kunicka
Skiferien startede, som alle gode skiferier gør: med en lang køretur, høje forventninger og en seriøs kamp mod en slikbutik i Lillehammer. De fleste slap ud igen – dog med blandet succes, når det kom til selvkontrol. Efter en rolig overnatning i Lillehammer, gik turen søndag det sidste stykke til Hafjell, hvor skiene blev klikket på, og vi officielt kunne kalde os skiløbere igen (eller i hvert fald folk med ski på fødderne).
Sneforholdene var heldigvis i top, og især de brede, grønne pister på toppen var perfekte til at genfinde balancen, modet og evnen til ikke at vælte i hvert andet sving. Frokosten første dag blev indtaget på Burgerhouse, som leverede en burger så trist, at den næsten blev en oplevelse i sig selv. Til gengæld blev det opvejet af slush ice på pisterne, kolde øl og pizza senere på dagen – så alt i alt en solid start.
Mandag gik det løs med skiskole, hvor både børn og voksne blev fordelt på hold. Her blev der arbejdet seriøst med teknikken – eller i hvert fald forsøgt – mens vejret bidrog med lavthængende skyer og sne, så man også fik trænet sin evne til at køre på ski uden helt at kunne se, hvor man var på vej hen. Det er jo en vigtig disciplin.
Efter undervisningen blev der tanket op med frokost, kage og strategiske lure, inden energien igen blev brugt på flere ture på ski – blandt andet små eventyr i skoven, hvor både mod og balance blev testet. Samtidig blev der også tid til kulturelle oplevelser, som for eksempel mødet med en pølsemand foran Kiwi, hvor alt naturligvis skulle smages. Resultatet: en imponerende samling af spegepølser fra både rensdyr, hjort og elg.
Tirsdag stod i fællesskabets tegn med madpakker på bjerget. Her samledes alle, der havde lyst, ved toppen af gondolen eller i madpakkehuset. Taskerne hang pænt på knagerne ved det grå hus (som alle hurtigt lærte at kende), og snakken gik lystigt, mens dagens sejre og styrt blev vendt. For børnene bød dagen på høj fart, slalom, skovstier med bump og kreative udfordringer – og selvfølgelig den evige konkurrence om, hvem der kunne køre hurtigst (ofte med meget klare vindere ifølge dem selv).
Ugen bød også på dage med mere “frisk” vejr – læs: blæst, sne og kuling – hvor man hurtigt lærte at sætte pris på læ i funparken og varme pauser. Men selv ikke vejret kunne stoppe aktiviteterne. Der blev kørt offpiste, lavet pandekager i luksusklassen med alt fra nutella til is, spillet guitar, sunget, holdt taler og generelt hygget på et niveau, der næsten krævede restitution bagefter.
Fredag nåede vi til sidste dag i skiskolen, hvor alle fik vist, hvad de havde lært – fra grønne til røde pister og endda skicross. Niveauet var højt, selvtilliden endnu højere, og lysten til at køre “lige én tur mere” stadig intakt. Ugen blev rundet af med et klassisk påskearrangement med æggejagt, pizza og diplomoverrækkelse, hvor både børn og voksne kunne klappe sig selv (og hinanden) på skulderen.
Alt i alt en uge med fantastisk skiløb, store grin, små styrt, gode historier og et fællesskab, der voksede dag for dag. Og vigtigst af alt: vi kom hjem med både bedre skiteknik og endnu bedre undskyldninger for at tage afsted igen næste år.